Det forekommer mig, at vi efterhånden har reserveret udtrykket “bekendelse” til noget, der har med tro at gøre: åbent at erkende sit religiøse tilhørsforhold.
Men vi har også venner og bekendte, og når vi f.eks. bekender vore synder, så betyder det vel at vi vedkender os dem, tager ansvaret for den, lader være med at skjule dem. Vi bringer dem frem i LYSET. Går ikke mere og putter med dem, For det, man ikke vil befitte sig med, det kan man heller ikke gøre noget ved. Det er velkendelsen/bekendelsen, som er første skridt i at gøre noget ved det.